Kære alle
Skoleåret 22/23 er ved at ringe ud, hvordan gik det lige til? Men sådan har vi det vist hvert år ved denne tid.
Vi er ved at runde de faglige indsatser af, og man kan mærke på børnene at de er ved at være godt klar til et langt break fra skolehverdagen.
Inden vi ønsker hinanden god sommerferie på fredag kl. 12, er der dog mange ting vi skal nå.
Onsdag skal vi alle ud på skydebanen og samle haglskåle. Alle skal derfor huske deres cykel, hjelm, vest, madpakke og drikkedunk i en lille taske.
På torsdag skal vi rydde op, have styr på alle vores ting og bøger samt gøre klar til sommerfest, som vi glæder os til at holde torsdag aften.
Og fredag hygger vi selvfølgelig max med hinanden og traditionen tro, går vi til stadion og spiller en lille fodboldkamp. Mon ikke også Helle sørger for at der er is i fryseren til at gå hjem på
Vi er kommet godt i mål med vores ansættelsesrunde. Da vi bredte os lidt ud over fagene, fik vi mange fine og kvalificerede ansøgere, hvorfor vi havde fire til samtale samt tre rundvisninger af eventuelle årsvikarer.
Valget er faldet på Julie, som vi glæder os utrolig meget til at lære bedre at kende og blive kollega med. Jeg er sikker på at Julie vil bibringe et frisk pust til vores skole. Hun er uddannet lærer, og har arbejdet et par år på Amagerskolen i Skjern. I får lige en lille hilsen fra hende her:
Hej alle Mit navn er Julie, og jeg er 29 år gammel. Jeg bor i Tim med min kone og vores lille datter. Jeg er så heldig at være blevet ansat på Ølstrup Friskole, og glæder mig rigtig meget til arbejdet med jeres børn og unge mennesker. Jeg sætter utrolig stor pris på en god relation, og jeg elsker at kunne se børn udvikle sig både fagligt og socialt. Jeg glæder mig til at hilse på jer, og være med til at skabe de bedste rammer i samarbejde med mine kollegaer. Rigtig god sommer til jer.
Hilsen Julie
Nu går arbejdet med fagfordeling og skemalægning i gang, så vi kan få planlagt et knaldhamrende godt skoleår 23/24.
Comments