top of page
sally7076

November hilsen

Kære alle

Så er vi godt i gang igen efter et stk. brugt efterårsferie. Alle er ved at være tilbage i faste rutiner, og i denne uge er der skudt gang i efterårets skolehjemsamtaler i Lilleklassen, og de to andre klasser følger trop de kommende uger.

Vores stakkels musiklærer Grethe, er desværre fortsat sygemeldt med sit ben, men i de kommende tre uger, har vi været så heldige, at en gammel kending i huset, Rikke Tang, kan komme og have musikundervisning med 2., 3/4. og Storeklassen om torsdagen, som i det oprindelige skema, det er vi rigtig glade for.

Og når vi nu er i musikgenren, så har Birthe Ilsø lovet at komme og spille til morgensamling på klaveret hver mandag, så det er vi bare superglade for. Tak for det Birthe!


Siden sidst har vi fået en herlig hilsen fra OK benzin med 6328,68 kr. Så tak til jer alle med OK kort, der har valgt at støtte i Ølstrup, det er vi utrolig glade for! Hvis nogen ikke ved, hvad det handler om, så kan man på sit OK-kort tilvælge, hvor man ønsker at støtte via sit brændstofkøb, og så kører det helt automatisk.

I demokratiets tegn har vi også truffet nogle store beslutninger i denne uge. Fredag har vi afholdt elevmøde, og det var yderst værdifuldt. Vi fik snakket om store emner som dramauge som tradition, der havde en ny form sidste år pga. covid-19. Det bliver tydeligt, at ”plejer” og traditioner er vigtigt for børnene, og det er superfedt at høre deres argumenter om forskellige synspunkter. Det er også meget sjovere for os lærere at planlægge, når vi kan mærke, at det er noget eleverne selv har en holdning til og gerne vil bruge tid på.


I storeklassen er vi i den situation, at vi kan se, der ikke er så mange piger de kommende årgange i forhold til at afholde Lucia. Også her var de gode til at se objektivt på den problemstilling, komme med løsningsforslag og indgå kompromisser, der ikke lige nødvendigvis var til egen fordel, men til fællesskabets og traditionens. Så bliver man da simpelthen både glad og stolt!!


Endelig vil jeg gerne slå et slag for ”Magasinet Friskolen”. Den publiceres 6 gange om året og er et medlemsmagasin målrettet forældre lærere og ansatte i friskolerne. Her findes mange spændende og aktuelle artikler, og spændende inspirationsartikler fra forskellige friskoler. Vi modtager et antal trykte eksemplarer på skolen hver gang, som man gerne må byde ind på, men ellers kan den tilgås gratis via app’en: ”Magasinet Friskolen”.


Datoer til kalenderen:

16. november: Storeklassen skal se musical på Ringkøbing Gymnasium


22. november og 6. december: Storeklassen afsted til skydning i Spjald tirsdag over middag


25. november: Juleklippedag - alle er velkomne


13. december fra morgenen: Luciaoptog - eleverne fra storeklassen går Luciaoptog til morgensamling - alle er velkomne.


I ønskes alle en rigtig god weekend.


På hele personalets vegne,

Pernille

15 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Månedsbrev august

Kære forældre Så er vi startet op igen efter sommerferien. Dejligt med noget liv, grin og spræl igen. Vi har nu været i gang i et par...

En lille hilsen

Kære forældre Så er jeg efterhånden ved at have været på skolen i et par uger. Sikke et skønt sted med en masse dejlige børn. Det har...

Comments


bottom of page