top of page
  • Pernille Moesgaard

Ugebrev - 12

Kære elever og forældre

Hvor er det dejligt, at vi går mod lysere tider, både bogstaveligt og i forhold til en mere normal skoledag for de store. Desværre ikke med fuld fremmøde endnu, men det skal nok komme…

Vi er klar til at tage imod 5. og 6. klasse tirsdag efter påske, således at de møder ind i de lige uger. Vi har lavet en plan, dog med forbehold for ændringer, da de formelle retningslinjer først er varslet udsendt 29. marts.


Rent praktisk kommer det til at foregå sådan, at 5. og 6. klasse kommer tilbage sammen med 4. klasse. De bruger alle indgangen nede ved rulleskøjterummet. Det bliver fortsat Ann og Jeppe, der underviser 4.-6. klasse, så flere timer vil det være muligt at opdele børnene i to hold. Vi fastholder det skema og forskudte pauser, som vi har haft siden vinterferien. Børnene har fri kl. 13.30 alle dage.

Så vidt jeg LIGE NU er orienteret, så kan de børn, der er fyldt 12 år blive kviktestet på skolen de uger, der er fysisk fremmøde. Det foregår mandag og torsdag på nuværende tidspunkt. Jeg vedhæfter NYT samtykke, som bedes underskrives og afleveres.

Der opfordres i øvrigt til, at alle de store elever testes regelmæssigt og specielt før fysisk fremmøde på skolen.

Skolemælk er fortsat ikke en mulighed for 5. og 6. klasse.


Men endnu en begivenhedsrig uge er fløjet afsted, og der er nogle børn, der har glædet sig, og som også trænger, til lidt påskeferie.


Lilleklassen består nu af en hel flok cykelmyg, der har okset rundt mellem kegler og givet den fuld gas på cykel. Der er også blevet ”sparket lidt dæk” og sammenlignet ringeklokker og båthorn. Jo jo, vi er vel alle lidt fra landet…

Kirsten har flækket sparegrisen og fundet mønter frem, som de har arbejdet med. Det var for de fleste meget nyt, og vi må jo sande, at den selvfølgelighed, det var for os som børn, at rende rundt med lidt mønter i lommen, slet ikke bliver en selvfølgelighed for vores børn. Derfor må vi selvfølgelig hjælpe dem til at få en forståelse for penge, og hvordan det der system egentlig virker, for de fleste børn oplever vel nok mest, at deres forældre bare betaler med et kort.


Mellemklassen trives især rigtig godt med den faste struktur, vi efterhånden har, og også fortsætter med efter påske. Vinduerne er nu fulde af fine spirehuse, så det bliver spændende at se, hvor meget der er sket, når vi kommer tilbage efter ferien.

Højdepunktet på ugen var helt klart udflugten til Momhøje, hvor der blev leget, bygget huler og prøvet til med den svære kunst at lave bål (af ikke alt for tørt træ…) Men halvfærdige snobrød, har nu også sin berigtigelse, når man sådan er i skoven.


4. klasse har også varmet godt op til ferien med påskeløb i onsdags, hvor de skulle løse billedkoder og sammensætte bogstaverne.

Torsdag var de på bunkertur med Jeppe, hvor de hørte lidt om 2. verdenskrig, og inden de helt vendte snuden hjem til Ølstrup, faldt der vist lige en cheeseburger af ved McDonalds.

Fredag har de set film som afslutning på deres forløb om ”Rejsen til Jerusalem”, og det medførte popcorn og sodavand, som vi liiige blev nødt til at udvide til alle klasser - det er jo ferietid…


5. og 6. klasse har også oplevet lidt af hvert. De har selv prøvet kræfter med at lave virtuelle escape rooms, arbejdet med pixels billeder, bagt kage og ikke mindst vandret flotte 15 kilometer sammen med Ann rundt i omegnen med tilhørende opgaver til de forskellige lokationer. De er bare megaseje!


Vi håber, I alle får en rigtig dejlig påskeferie med masser af hygge og påskeæg. Og sluttelig vil jeg gerne sige en kæmpe tak til jer forældre for de kloge valg, I træffer på jeres børns vegne i forhold til testning, når der er grund til det, selvom smittetrykket i kommunen er lavt. Jeg ved godt, at det for mange er en selvfølgelighed nu, men tak alligevel, for det giver os alle sammen en tryg hverdag.


På hele personalets vegne,


Pernille




46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

En lille hilsen

Kære forældre Så er jeg efterhånden ved at have været på skolen i et par uger. Sikke et skønt sted med en masse dejlige børn. Det har været nogle uger med ”run” på med mange nye input, men også nogle

En hilsen fra friskolen

Kære alle Så er det blevet tid til en sidste hilsen fra mig. Inden længe ringer klokken til påskeferie og ærligt, så er det her på ingen måde en dag jeg har set frem til - at skulle sige farvel til al

Primo december

Kære alle December har overtaget kalenderen og allerede vist sig fra sin skønneste side med sne - det er noget vi kan li’! Husk varmt tøj og tørre strømper på garderoben. Man må gerne med bringe egen

bottom of page