Kære alle
Så er første hele skoleuge fløjet afsted, og alle er ved at falde lidt bedre til i en normal hverdag. Børnene trives godt med at have fået deres bøger, og de er utrolige ivrige efter at komme i gang med at arbejde -det er SÅ fedt!
Til morgensamling har vi i denne uge fået gode anekdoter fra Anns barndom, og har stiftet bekendtskab med ord som Walkmann, kassettebånd, båndsalat, ABBA og hvordan man titulerede lærerne.
Tak for jeres deltagelse til fælles forældremøde i går. Til dem der ikke deltog, kan jeg fortælle, at der var gode snakke om hverdagen i alle klasser, og forskellige emner blev kort drøftet.
Til selve fællesmødet, var der info omkring, at vi i lærergruppen har besluttet, at vi i år vil have ekstra fokus på selvhjulpenhed i konflikter. Hvis vi vurderer, at børnene selv kan løse en konflikt, så får de lov til det på et anvist sted. På den måde ønsker vi at styrke børnenes rummelighed for hinanden og stoltheden ved selv at løse sine problemer. Det vil også minimere tiden på klassen, hvor de øvrige børn bliver inddraget i det.
I kølvandet på Corona ønsker vi også igen at sætte fokus på fremlæggelser og at stå op foran resten af skolen. Det er en vigtig egenskab at få med sig. Og vi startede i dag i fællestimen med de første fremlæggelser.
Derudover var der informationer omkring lejrtur, Vestjyllands Smukkeste Cykelløb og forældreopgaver. Der blev udleveret papirer med lejrskolesedler, de børn der ikke var repræsenteret, får det med hjem i dag, eller tilsendt på mail. Husk at tjekke postmappen. Lejrskolesedlerne skal nemlig returneres hurtigst muligt.
Husk alle børn skal møde ind på Ringkøbing Station torsdag morgen kl. 8.00.
Endelig var der snak om det forpligtende fællesskab, og om hvor meget vi alle har brug for, at vi løfter i flok.
Det er VORES skole, og der er brug for alle, i det omfang man nu kan bidrage. Dette bidrag kan naturligvis variere i perioder, og det er der også plads til, når alle giver et nap med. Der blev dannet udvalg til forskellige arbejdsopgaver, sat rigtig mange navne på. Dog mangler vi lige et par stykker mere i følgende grupper:
- Udendørs vedligehold
- Hjælpere til Vestjyllands Smukkeste Cykelløb
- Hjælpere til Støtteforeningen
Så opfordringen her går ud til de forældre, der ikke var til stede i går, at melde ind, hvor I kunne tænke jer at hjælpe. Dette bedes gjort i løbet af den kommende uge, så vi kan komme videre med arbejdet.
Senere vil jeg så sende et lille skriv ud til de forskellige grupper.
MEN sæt allerede nu kryds i kalenderen lørdag d. 18. september fra 9-12, hvor bestyrelsen koordinerer en arbejdsdag. Børnene er selvfølgelig velkomne denne dag.
Husk: 1. september er sidste dag, det er muligt at ansøge om tilskud til skolepengene. Blanketten afleveres på kontoret.
Rigtig god weekend!
På hele personalets vegne,
Pernille
Comments