Kære alle
Skoleugen er ved at være til ende, og der har været godt gang i fagene. Vi har nydt både lune dage og en sjaskvåd onsdag med tid til indefrikvarterer. Til morgensamling har vi hørt om Christoffer Columbus og hans opdagelsesrejser til Amerika. Fredag i fællestimen lavede 7. klasse engelsk fremlæggelser om sangerinden PINK, og vi sang hendes ”Cover me in Sunshine”, som storhitter lige nu, og som børnene bare er vilde med.
Bestyrelsen melder klar til arbejdslørdag i morgen fra 9-12, og har udvalgt nogle opgaver, der skal arbejdes med. Skulle der være nogen, der står og tripper for at deltage, men som ikke lige har fået sig meldt til, må man hellere end gerne møde op og give en hånd med.
Ugens højdepunkt er helt klart, at vi i mandags modtog 3 nye moon cars og to vogne, så der har været store smil i skolegården, og der er virkelig blevet kørt godt til. Det afføder også gode snakke om, hvordan vi er nødt til at deles om tingene, så alle får lov. KÆMPE STOR TAK til Støtteforeningen for denne flotte donationen, det har været et brændende ønske længe, særligt for de mindste af eleverne. Støtteforeningen har ligeledes givet tilsagn om ny plader til bordtennisbordet, så det skulle også gerne snart være på trapperne.
Og når vi nu er ved nye legesager, så lavede eleverne en lang liste i fredags over ønsker, som de synes deres optjente ”skydebanepenge” kunne bruges til. Vi har nu udvalgt, hvad vi synes giver bedst mening. Det bliver desværre ikke til en skolepony i denne omgang, men derimod nye Select fodbolde, net til basketmålene, sjippetove og ting til et ”ude-køkken”.
Traditionen tro holder vi motionsløb fredag før efterårsferien, den 15. oktober. Vi planlægger igen ”Bike n’ run” omkring jordbærruten og søen. Vi vil blive rigtig glade, hvis nogen kunne hjælpe med at stå post rundt på ruten. Måske der er nogle bedsteforældre, der kan afse et par timer den formiddag. I så fald må I meget gerne melde tilbage til mig.
I ønskes alle en rigtig dejlig weekend.
På hele personalets vegne, Pernille
Comments