Sidste uge af oktober er ved at rinde ud, og jeg skal da lige love for at efterårsvejret er over os. Masser af regn har gjort vores bygangsrute og legepladsen meget våd og smattet. Jeg påminder derfor om, at det er vigtigt, at børnene har varmt og vandtæt overtøj og fodtøj med, så ikke dagens planlagte aktiviteter og frikvarterer drukner i vådt tøj og våde fødder. Og særligt for det mindste, er det rigtig rart med godt med skiftetøj. Det nederste hjørne af legepladsen er en regulær sø, og det drager selvfølgelig mange af børnene.
Ugen er i alle klasser brugt på godt arbejde uden de helt store svinkeærinder. Storeklassen har i denne uge afholdt skole-hjem-samtaler, så nu har alle hjem været afsted for denne gang.
I onsdags holdt vi elevmøde, som 6. klasses drenge styrede med kyndig hånd. Det er så godt at se, at børnene tør sige deres mening, komme med konstruktive forslag og gå ind i nye udvalg, hvis der er noget, de gerne vil have ændret på.
Vi lukkede ned for legepatruljen for denne omgang, da der ikke er så stor tilslutning pt., og gav en stor hånd til de elever, der har brugt deres frikvarterer på at organisere legene. Det er super flot gået!
Såfremt nogle har selepuder liggende, som de ikke længere skal bruge, vil vi meget gerne aftage dem til bussen.
Desværre er jeg nødt til endnu en gang at efterlyse et par frivillige til bestyrelsen af Vestjyllands Smukkeste Cykelløb. To ud af fire Ølstrup pladser er besat, og bestyrelsen vil gerne invitere til afslutning og overdragelsesmøde den 17. november. Så det er NU, vi har brug for, at nogen springer til. Som tidligere nævnt bidrager VSC typisk med flotte 23.456 kr. til vores skole. Så jeg håber inderligt, at der er et par forældre eller andre I kender, der kunne være friske, så vi ikke mister den flotte donation til skolen.
Bestyrelsen har oplyst, at der sidder garvede medlemmer med, der er lavet en udførlig drejebog over opgaverne og at det er drønhyggeligt! Kontakt mig gerne hurtigst muligt, så vi kan få de sidste pladser besat.
Jeg ønsker jer en rigtig dejlig weekend.
På hele personalets vegne, Pernille
Comments