top of page
Pernille Moesgaard

Ugebrev - 51

Klokken har ringet ud fra sidste fysiske skoledag i 2020, og der er nu blevet stille på skolen efter en dejlig december. Det meste af julepynten er taget ned, så det kunne komme med hjem og pynte, så det føles allerede lidt tomt. Vi har i dag haft en dejlig dag med fakkeloptog fra morgenen af, hvor mange fra byen kom ud og vinkede, og vi kunne ønske glædelig jul. Vi var også heldige, at vi have helt perfekt mørkt og næsten vindstille vejr til en gåtur med fakler. Bagefter havde vi masser af hygge i klasserne og dagen sluttede vi af med fælles samling, hvor vi sang de sidste julesange.


Nu mangler vi bare at holde den sidste virtuelle julehygge i morgen, hvor vi håber, alle er klar til at tune ind på vores facebookside kl. 9.30 og ca. en time frem. Alle børn har fået en lille pose med hjem med sange og en lille bankoplade. De elever der er hjemsendte, og som ikke har små søskende på skolen, har fået det sendt på messenger. Det er en god idé, lige at have en blyant og ipad/tlf. inden for rækkevidde, men ellers er det bare at snuppe dynen med ind i sofaen og sætte sig godt til rette. Vi håber, I vil hygge jer med det i

familien, og kan afsløre, at vi kommer til at synge julesange sammen, se julegudstjeneste og lave en lille julekahoot. Endelig håber vi, at I vil bære lidt over med os, vi er jo bare glade amatører.


Planen er, at skolen åbner op igen for alle elever mandag den 3. januar, men da det er uforudsigelige tider, vi lever i pt., må vi afvente Covid-19-situationens udvikling, jeg skal selvfølgelig nok informere jer, hvis jeg får ny info hen over nytåret.


I samme ombæring vil jeg gerne sende jer forældre en stor tak, for jeres velvilje og opbakning, da der pludselig stod hjemmeskole og onlineundervisning på skoleskemaet. Det er dejligt, at vi har fælles front, når en sådan ny og uventet situation pludselig opstår. Vi ved godt, at det heller ikke har været helt nemt at være forældre i den situation.


Angående skolemad, så er der nu mulighed for nye bestillinger til januar, og jeg har fået besked om, at de hjemsendte 5. + 6. klasses elever vil få refunderet deres bestillinger, som de ikke har kunnet få her i december.


Til slut vil vi blot ønske jer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Pas rigtig godt på jer selv. Læs venligst det vedhæftede brev fra kommunens SSP-medarbejdere, det er desværre alvorlige sager, de beretter om.


På hele personalets vegne,


Pernille



18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Månedsbrev august

Kære forældre Så er vi startet op igen efter sommerferien. Dejligt med noget liv, grin og spræl igen. Vi har nu været i gang i et par...

En lille hilsen

Kære forældre Så er jeg efterhånden ved at have været på skolen i et par uger. Sikke et skønt sted med en masse dejlige børn. Det har...

Commentaires


bottom of page